Håkon Setterbergs side

Artikkel af Lene Adams Rasmussen, kommunikationsrådgiver
ved Energitjenesten, Midt- og Østjylland

”Vi er en flok handlingsorienterede
realister,” lyder
det fra indbyggerne i Den
Selvforsynende Landsby
- et af Danmarks få økosamfund
med grundlag i Permakulturen.
For enden af Højgårdsvej i Vester
Skerninge på Sydfyn ligger Den
Selvforsynende Landsby. Asfalten er
hørt op. Grusveje snor sig af sted,
kantet af græs og buske. Store bunker
af brædder, gamle paller og
muslingeskaller ligger side om side
med ikke helt færdigbyggede huse,
og den manglende parcelhusordentlighed
får mig til at miste
overblikket.
Ved det førstliggende træhus hopper
fire børn på trampolin. En pige
smiler og peger over mod en samling
huse længere væk, da jeg spørger efter
Sofie. ”Det er min mor. Vi bor
derovre ved siden af det skrå
træhus,” forklarer hun mellem hoppene.
Permakultur og skovhaver
Sofie byder indenfor og på en kop
kaffe. I svaleskabet henter hun en
glasflaske med mælk fra landsbyens
egne køer, og begynder at fortælle
om livet i landsbyen: ”Den Selvforsynende
Landsby bygger på Permakulturen,
der er en bæredygtig livsstil,
hvor man genopbygger naturressourcerne.
Permakultur kan bruges
på landbrug, havebrug, naturgenopretning,
bygninger, byplanlægning,
vandrensning og alternative
økonomiske modeller og handler
om at skabe mere rent vand og
luft, opsamle mere energi end der
bruges, opbygge jordens frugtbarhed.”
Sofie vil vise mig alt det, som
Permakulturen står for: Højbedene;
vådengen med fårene; pilerensningsanlægget
til spildevandet; nøddetræerne,
der både giver læ, nødder
og løv at fodre dyrene med. På rundturen
møder vi Johanne, der viser
vej til landsbyens 500 m2 højbede.
Bedene er på vej til at blive ”skovhaver”
med træer, buske og dyrkede afgrøder
- det dyrkningsmæssige ideal
i Permakulturen. Johanne og hendes
mand Håkon, der netop kommer
hjem fra arbejde, har lavet et system
med 1,2 meter brede bede, som er
lette at komme til, når der luges med
håndkraft. ”I det almindelige, mekaniserede
landbrug er det normalt at være afhængig
af olie. Men idealet for
Permakulturen er, at der ikke bruges
anden energi end den, solen kan bidrage
med,” forklarer Håkon. Han er
godt klar over, at alle landbrug ikke
kan lægges om til permakulturel
dyrkning, men det vil være en
løsning nogle steder, og for ham er
begrebet ’energinedtrapning’ helt
nødvendigt.
Vi går tilbage ad den trampede sti
gennem græsset. Her støder vi på
Anette, der hanker op i en spand
med opgravede tidsler og mælkebøtter.
Hun tilbyder at vise mig grisene,
som hun vil fodre inden aftensmaden.
På et græsområde ved siden af
fælleshuset går grisene, der viser sig
at være ungarske uldgrise.
”Grisene har vi af flere årsager,”
funderer Anette, mens vi betragter
dem stikke snuderne i de stikkende
tidsler, hvilket ikke ser ud til at genere
synderligt. ”De spiser vores
ukrudt, de graver jorden op for os,
og så bruger vi kødet. At ting har
flere formål er netop en af grundstenene
i Permakulturen.”
Jeg nikker og begynder at have en
fornemmelse af at forstå ideerne i
Permakulturen. At alting hænger
sammen som i en rummelig, mangfoldig
organisme, hvor alt har sin
plads og sin funktion.
Som de fleste i bofællesskabet er
både Sofie og hendes mand, Tor,
udearbejdende, Sofie med 30 ugentlige
timer som jordemoder, dertil
kommer de 8 timers arbejde i
landsbyen, som hver beboer lægger
om ugen. Med familiens fire børn i
alderen 3-12 år ville den arbejdsmængde
slet ikke kunne lade sig
gøre uden fællesskabet i landsbyen,
mener Sofie. Hjælpen ligger blandt
andet i at hente hinandens børn fra
institutionen på skift. Når de større
børn cykler hjem lige efter skole, er
der desuden altid nogen hjemme,
for i landsbyen bor der bl.a. fire førtidspensionister
og en dagplejer.
”Det giver en ekstra tryghed,” påpeger
Sofie.
Mira Illeris, som startede Den
Selvforsynende Landsby sammen
med sin mand, Esben Schultz, ser
trygheden som den ene af to hovedmotiver
til, at folk flytter herud. Det
er landsbyen som livsdrøm. Det at
flytte på landet, have fællesspisning
om aftenen og kunne tage børnene
med hen for at fodre geder og høns.
Det andet motiv handler om at være
en del af et græsrodsprojekt:
”I fællesskab kan vi spare på energien,
også selvom det giver udfordringer
og ekstra arbejde”, fortæller
Mira, og understreger pionerånden i
Den Selvforsynende Landsby: ”Vi vil
være med til at vise en anden vej, en
vej med miljøvenlige huse og arbejde
inden for cykelafstand.”


Overvejelser vedr. køkkenhave:

Køkkenaffald som jordække eller ej
Det er ikke vigtigt for mig at det organiske materiale ligger "ovenpå
jorden". Grunden til at vi ligger madrester "ovenpå jorden" skyldes vi at
pt. ikke magter andet, havde jeg energien blev det gravet ned, hvilket
skylde at madrester oven på jorden tiltrækker rotter, giver ringe mulighed
for at luge, giver øget næringsstoffordampning, og gør haven uoverskuelig.

Endeligt giver det mere mening at bruge affaldet som en ressource end at
smide det i skraldepanden hvor det formentligt vil vanskeliggøre den
videre forarbejdning af andet husholdningsaffald samt kræve et forbrug at
fossile brændstoffer at bortskaffe.

Overvejlser vedr. maskiner i køkkenhaven eller ej:
Det er fem år siden at vi valgte at gå væk fra maskiner og det et pt kun
lykkedes at gennemføre det på køkkenhaveniveau og ikke på markniveau selv
om vi drømmer om det.

Der dyrkes 4-8 tons basisfødevare pr "hektar" på nogle få timer i det
konventionelle landbrug, men dette kan kun lade sig gøre pga. den billige
olie.